Hvordan oplevede du din tid på Ribe Katedralskole?

Ripensersamfundet udgav i 2012 et Jubilæumsskrift, som hovedsageligt fortalte Ripensersamfundets og Ripenserbladets historie, men som også løftede en lille flig af, hvordan livet på skolen var og gennem lærerportrætter gav et lille indblik i, hvordan vi som elever oplevede vores skolegang på godt og ondt. Det er den historie, vi nu, med en opfølgning 10 år efter, ønsker at få fortalt.

Derfor, fat pennen og skriv!

Fortæl om dit liv på skolen. Fortæl om kammeratskabet, om lærerne, om forelskelser, om festerne, om alt, hvad du mindes om den tid, der var med til at forme dig i en følsom periode af dit liv og måske, hvad det måske har betydet for dit senere liv – på godt og ondt. Ordet er med andre ord frit og må meget gerne, hvis det er muligt, suppleres med fotos eller andre illustrationer fra gemmerne.

Der er dog enkelte begrænsninger, som vi i den nedsatte redaktionsgruppe vil holde i hævd. Det er naturligvis ikke accepteret at fremsætte nedladende eller krænkende omtale af hverken nulevende eller afdøde personer. Samtidig sætter vi et krav om, at teksterne skal være på minimum 3.000 tegn og maksimalt 9.000 tegn inklusiv mellemrum. Endeligt forbeholder redaktionsgruppen sig ret til at redigere teksten inden offentliggørelse.

Indlæg skal være redaktionsgruppen i hænde senest den 31. december 2022 kl. 12.00. Indlæg skal sendes til nk@ripensersamfundet.dk i valgfrit format som fx Worddokument, Apple Pages dokument eller .pdf fil. Optagne indlæg vil blive offentliggjort i et særnummer af Ripenserbladet, som forventes udgivet i forsommeren 2023. Skulle det vise sig, at vi får mere materiale end grænsen for særnummeret kan rumme, vil vi året efter og måske, med bestyrelsens og generalforsamlingens godkendelse, gentagne gange senere udarbejde opfølgende særnumre. Så, der bliver rig mulighed for at være med til at fortælle om dit oplevede liv på og efter Ribe Katedralskole.

På vegne af redaktionsgruppen

Niels Korsgaard (redaktør, S. 74)

Redaktionsgruppen består i øvrigt af

Povl Dons Christensen (S. 65)

Ulla Prip Kayser (S. 75)

Lars Hansen (S. 18)

Fotografering ved jubilararrangementer den 24. juni 2022 i Ribe

På grund af sygdom i Ripensersamfundets bestyrelse vil det være vanskeligt for os at nå rundt til alle jubilararrangementerne og tage billeder på fredag den 24. juni.

Vi vil derfor bede jer, der er i Ribe til jubilarfrokoster mv, om selv at tage billeder og indsende dem til os sammen med en oversigt med fulde navne, årgang og klasse på de fotograferede.

Billederne bedes indsendt til webmaster@ripensersamfundet.dk.

Et udvalg af billederne vil så blive bragt her på hjemmesiden og i novembernummeret af Ripenserbladet.

I må meget gerne også tage billeder ved translokationen og til jubilarreceptionen og sende dem ind.

På forhånd tak for hjælpen!

Bestyrelsen

JACOB A. RIIS ARRANGEMENTET AFLYST

Som følgende af manglende tilmeldinger er medlemstilbuddet om besøg på Jacob A. Riis Museum i Ribe den 24. juni 2022 desværre aflyst. Det var omtalt her på opslagstavlen den 3. juni.

Hvis der er interesse for det, håber vi på at kunne gennemføre det på et andet tidspunkt.

NYT I JUBILARSERVICE 2022

Jubilarservice 2022 er opdateret med forskellige praktiske oplysninger om translokation og jubilarreception den 24. juni. Herudover er der to jubilartilbud. Få alle oplysninger her.

JACOB A. RIIS: MEDLEMSTILBUD 24. JUNI 2022

Jacob A. Riis Museum kan i samarbejde med Ripensersamfundet tilbyde medlemmer af Ripensersamfundet en introduktion til museet og efterfølgende byvandring ‘I Jacob A. Riis’ fodspor’ til særpris. Arrangementet finder kun sted fredag den 24. juni 2022 kl. 15:30-18.

Læs mere her.

Foto: Sydvestjyske Museer

RIPENSERSAMFUNDETS DANNELSESLEGAT

Ripensersamfundet har oprettet et nyt legat, Ripensersamfundets Dannelseslegat.

Legatet  gives til alment dannende formål, der bidrager til personlig udvikling som forberedelse til at starte en videregående uddannelse. Som anerkendelsesværdige formål regnes støtte til højskoleophold, studierejser, kurser, ulønnede praktikophold og andet med relevans for et evt. senere studievalg.

Legatet er på 5.000 kr. og uddeles to gange årligt med ansøgningsterminer 1. juni og 1. december.

Legatet kan søges af medlemmer af Ripensersamfundet, som er dimitteret fra Ribe Katedralskole inden for de sidste 2 år. Elever i afgangsklasserne kan ansøge til juni terminen i det år, de dimitteres, forudsat at de har søgt om optagelse i Ripensersamfundet.

Legatmodtageren forpligter sig til at skrive en beretning på ca. 6.000 tegn, inklusive mellemrum, som beskriver, hvad det bevilgede beløb er brugt til, og hvordan aktiviteten er forløbet. Beretningen, som påregnes publiceret på Ripensersamfundets hjemmeside eller i Ripenserbladet, indsendes senest 6 måneder efter aktivitetens afslutning til Ripensersamfundet.

Nærmere detaljer og ansøgningsskema findes på Ripensersamfundets hjemmeside på adressen https://ripensersamfundet.dk under menuen Legater (https://ripensersamfundet.dk/ripensersamfundets-dannelseslegat)