Hans Edvard Nørregård-Nielsen er død, 78 år.

Hans Edvard var en af de mest betydningsfulde kulturpersoner i dansk kulturliv.

Kunsthistoriker og formand for Ny Carlsbergfondet i 25 år. Forfatter til 20 værker i perioden 1983-2012.

Modtager af en række ærespriser.

For ni år siden fik han konstateret kræft, og den 2. april 2023 sov han stille ind.

Alle aviser har bragt smukke nekrologer, og de giver et grundigt billede af HENNs ’voksne’ liv. Men her vil jeg gerne supplere med lidt personlige erindringer fra vores fælles gymnasietid.

Hans Edvard blev født i Sønder Nissum 2. januar 1945. Fra Sønder Nissum flyttede familien til Løgumkloster og i 1962 begyndte han i 1g som klassiker i Ribe. Han boede skiftevis i Løgumkloster og i et lejet værelse i Ribe.

Han var ikke glad for katedralskolen, hvilket kommer tydeligt til udtryk i bogen Riber Ret.

Her har hans skolebeskrivelser sat sindene i kog lige siden han læste uddrag op under en generalforsamling i Ripensersamfundet for en snes år siden.

Enten var man enig eller uenig med HENN. Der var ingen mellemvej.

(Og det bliver spændende at se, hvilken skole Riber Ret har dannet for det kommende erindringsskrift i Ripensersamfundet.)

HENN var ganske aktiv i gymnasietiden. Han blev den anden redaktør af det genopfundne skoleblad Mercurius 1963-64, hvor jeg havde fornøjelsen at være forretningsfører (og tidligere RS formand Hans Erik Christensen var redaktionssekretær).

Det var en spændende tid, og HENN berigede bladet med sin grafik (to eksempler ses nedenfor) og sin skarpe pen. Faktisk lykkedes det at opbygge en formue på 500 kr. ved bladsalg og annoncer!

Og i 1964 fik HENN hovedrollen i 2g’s opsætning af Kaptajnen fra Köpenick, som var oversat fra tysk af 2ns under Alvad, som også instruerede. Her gav HENN et godt billede på den arbejdsløse skomager Wilhelm Voigt, som tog kommandoen over en gruppe soldater og indtog rådhuset i Köpenick og beslaglagte kommunekassens 4000 mark….

HENN var aktivt medlem af Ripensersamfundet. Lige fra at lægge lokaler til ved generalforsamlinger til deltagelse i jubilæumsarrangementer.

Æret være Hans Edvards minde. Han vil blive savnet.

Povl Dons Christensen

 

2 kommentarer til “Hans Edvard Nørregård-Nielsen er død, 78 år.”

  1. Rettelse:

    HENN er ikke født i Nørre Nissum men i Sønder Nissum. Der er glimrende skildringer af dette sted glimrende skildringer af stedet i Mands Minde, fuldstændig svarende til stedet i dag.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *