Ripenserbladet – fysisk eller digitalt – eller begge?

Som vi meddelte i nyhedsmail forleden, kan medlemmerne af Ripensersamfundet nu hente de seneste numre af Ripenserbladet digitalt på hjemmesiden.

Udsendelse af papirudgaven af bladet er en af de væsentligste udgiftsposter for foreningen, så hvis du ikke har behov for det fysiske blad, må du meget gerne sende os en besked herom på mail til sekretæren. Så hjælper du med at holde foreningens portoudgifter nede.

 

Translokation og ingen reception 2020

Enlig rytter på vej ud af solnedgangen ved Mandø Ebbevej. Foto: Povl Dons Christensen

Med disse smukke billeder taget den 26. juni på skolens translokationsdag hermed nyt på hjemmesiden:

Som alle ved, afholdt Ripensersamfundet ikke i år den traditionelle reception for jubilarer, studenter m.v., pga corona-epidemien.

Derimod blev der afholdt arrangementer for studenterne i form af klasseafslutninger den 22.-24. juni og en speciel translokation den 26. juni – den dag, hvor, hvis alt ellers var normalt, receptionen også skulle have fundet sted.

Ripenserbladets formand, Hans Jørn Kolmos (S.67), Ripenserbladets redaktør, Henrik Præstholm (S.60), samt tidligere fomand for Ripensersamfundet, Povl Dons Christensen (S.65), var til stede ved translokationen. Henriks beretning fra dagene og Hans Jørns tale til studenterne, i forbindelse med Ripensersamfundets legatuddeling, kan læses her, hvor der også er billeder fra dagene.

De af jer, der måtte have afholdt jubilararrangementer, må gerne sende eventuelle billeder til mig pr. mail, så lægger jeg dem op her på hjemmesiden. I må gerne vedlægge en lille beretning fra dagen :-).

Der vil også komme beretning og billeder fra dagene i Ripenserbladets efterårsnummer.

–Hans Erik Christensen, webmaster.

Aftenstemning. Foto: Povl Dons Christensen

Jubilarreceptionen 2020 aflyst

På grund af coronasituationen aflyses Ripensersamfundets reception for studenter og jubilarer i år. Den skulle være afholdt lige efter translokationen på Ribe Katedralskole. Skolen forventer heller ikke, at translokation afholdes på den sædvanlige måde og under alle omstændigheder med stærkt begrænset deltagerkreds.

Se mere i vedlagte hilsen til årets jubilarer fra Ripensersamfundets bestyrelse.

Brev til jubilarerne RS 2020  

Forskelligt nyt på hjemmesiden

Vi beklager, at der ikke var links i sidste afsnit og har hermed opdateret indlægget med indsatte links.

Generalforsamlingen 29. februar 2020

Nu er referatet, formandsberetning, regnskaber og budgetter lagt op. Læs det hele her.

Nye vedtægter for Ripensersamfundets Dimittendfond

En ændring af bestemmelserne om placering af fondens midler blev vedtaget på generalforsamlingen. Læs de nye vedtægter her.

Nyt nummer af Ripenserbladet

Aprilnummeret med jubilarservice er udkommet. Omtale kan ses her.

Translokationen og jubilarreception

Om translokationen og Ripensersamfundets reception bliver holdt, ved vi ikke endnu, men følg med på hjemmesiden her.

Som omtalt i Ripenserbladet har vi som service til jubilarerne lagt lister over samtlige dimittender fra jubilarårgangene her på hjemmesiden, og de kan ses her. Listerne er, som de er modtaget fra skolen de enkelte år og indeholder derfor alle dimittender, dvs også eventuelle afdøde. Det beklager vi, men det er ikke muligt at skaffe oplysninger om afdøde, der ikke er medlemmer.

Nyt fra generalforsamling og årsmøde 29. februar 2020

Kære Alle

I lørdags havde vi en meget velbesøgt generalforsamling på Ribe Katedralskole. Efterfølgende var der årsmøde, hvor direktør Flemming Just fra Sydvestjyske Museer fortalte om de mange spændende museumsplaner i Ribe.

Generalforsamlingen fandt sted i en meget positiv atmosfære, hvor vi diskuterede de mange nye tiltag, som vi har sat i gang for at øge medlemstallet i foreningen. Vi har i det forløbne år udbygget kontakten til skolen med en fast kontaktperson i lærerkollegiet, og vi har rekrutteret vores første elevambassadører. Sammen skal de øge synligheden af Ripensersamfundet indadtil i skolen og medvirke til, at eleverne fra afgangsklasserne melder sig ind i foreningen.

Vi kan glæde os over, at vores bestræbelser allerede nu ser ud til at bære frugt. For første gang i flere år er medlemstallet igen stigende, idet vi ved udgangen af februar havde 1.383 medlemmer, mod ca. 1.300 på samme tid sidste år. Som det næste initiativ arbejder vi sammen med Katedralskolen på at stille med fælles deltagerhold til ”Stafet for Livet”, som arrangeres af Kræftens Bekæmpelse, og som finder sted i Ribe i september. Vi arbejder også på at synliggøre os lokalt ved et tættere samarbejde med Ribes mange kulturinstitutioner. Det fik vi en fin drøftelse af efter Flemming Justs meget inspirerende foredrag.

Det er klart at de mange nye initiativer uundgåeligt tærer på foreningens kapital. Selv om vi stadig har en robust økonomi, fandt generalforsamlingen det klogt at forhøje kontingentet fra de planlagte 170 kr. til 200 kr. årligt ud fra den betragtning, at de nye initiativer er en god investering i foreningens fremtid. Det bakker vi naturligvis op om i bestyrelsen.

Jeg gik fra mødet i går med en god fornemmelse. Jeg synes vi kan spore en ny optimisme i foreningen, som motiverer os alle til at lægge kræfterne i. Det tegner godt for fremtiden. Vi vil hen over året holde jer opdateret om, hvordan det går med de nye initiativer, her på hjemmesiden og i Ripenserbladet.

Venlig hilsen

Hans Jørn Kolmos

Formand

Er du både student og realist?

Kære medlem,

Vi er ved at udarbejde listerne over årets jubilarer til Ripenserbladet, der udkommer omkring 1. april.

Vi ved, at der er flere af jer, der både har realeksamen og studentereksamen fra Ribe Katedralskole, men vi har ikke fået opdateret databasen endnu og arbejder på sagen. Vi skulle jo nødig mangle nogle realistjubilarer i oversigten 🙂

Det vil lette os utrolig meget, hvis du, der både er realist og student, hjælper os. Skriv en mail til Elisabeth Sydenham og oplys om eksamensår og afgangsklasse, hvis der var mere end en. Du kan også ringe til hende på 4056 1797.

Venlig hilsen

Ripensersamfundet