Holger K. Nielsen: “Det var det værd”

Holger K. Nielsen, S.69, tidligere udenrigs- og skatteminister og tidligere formand for SF, holder oplæg på Ripensersamfundets årsmøde den 26. februar 2022. 

Han er aktuel med sin seneste bog “Det var det værd”, som udkom i september.

Povl Dons Christensen, S.65, har samlet nogle af anmeldelserne. Uddrag heraf kan læses her sammen med Povls egne kommentarer.

NOVEMBERNUMMERET AF RIPENSERBLADET ER UDKOMMET

Lige nu er det nye nummer af Ripenserbladet på vej ud til medlemmerne. Du kan læse mere her om, hvad det nye nummer indeholder, herunder masser af billeder fra årets translokation og jubilararrangementer. 

Som sædvanligt er det kun to år gamle blade, der er frit tilgængelige her på hjemmesiden. For at se bladene fra de seneste to år, skal man være medlem af Ripensersamfundet. Et link til bladene er sendt ud med den seneste nyhedsmail, men kan også fås ved at sende en mail til webmaster@ripensersamfundet.dk

Formandens tale til jubilarerne 2021

Ripensersamfundets formand, Hans Jørn Kolmos, holder i denne video en tale til årets jubilarer. I videoen giver han bl. a. en lille gave fra Ripensersamfundet til de  jubilarer der fejrer deres jubilæum i Ribe. Gaven er et plaster på såret for de aflyste arrangementer på skolen. Gaven gælder også sidste års jubilarer, som fejrer deres jubilæum i år.

Årets jubilarreception aflyst

Kære alle

Corona-pandemien holder os fortsat i et jerngreb. Forsamlingsloftet betyder, at vi desværre også i år må aflyse vores traditionelle jubilarreception i forbindelse med translokationen på Ribe Katedralskole den 25. juni. Det er ganske enkelt ikke fysisk muligt at afholde et arrangement med 500-1000 deltagere under de nuværende forhold. Selve translokationen vil formentlig blive afviklet i to omgange i skolegården. Hver dimittend må invitere op til tre pårørende, hvilket fylder alle pladser op.

Ripensersamfundets deltagelse i selve translokationen vil bestå i formandens tale til dimittenderne og uddeling af foreningens legater. Som noget ekstra vil vi i år uddele to Corona-legater oven i Dimittendlegatet og 100 års Jubilæumslegatet, som anerkendelse til to elever, der har ydet en ekstra social indsats i den svære tid med alle de mange restriktioner. 

I bestyrelsen er vi naturligvis kede af, at vi også i år bliver nødt til at aflyse jubilarreceptionen og jeres deltagelse i translokationen. Det er årets højdepunkt for Ripensersamfundet, men årets studenter har trods alt første prioritet. Vi bakker derfor uden forbehold op om beslutningen og glæder os med skolen over, at det trods alt bliver muligt at gennemføre en festlig translokation for årets dimittender, om end i en noget ændret udgave.

Det betyder ikke, at årets jubilarer ikke kan komme til Ribe og markere dagen. Tværtimod, vi tror godt der kan komme en god dag ud af det, hvis vi gør det på en lidt anden måde, end vi plejer. Vi har lavet en rundringning til Ribes mange restauranter og kan se, at flere jubilarårgange allerede har booket arrangementer. Det er fint, og vi kan kun opfordre andre til også at mødes og fejre jubilæet. Det behøver ikke nødvendigvis at være på en restaurant, men kan jo også ske ved et privat arrangement.

Det kan godt blive rigtig festligt, selvom I kommer til at mangle starten på skolen. For at bidrage til stemningen vil bestyrelsen, hvor I har bestilt bord, gerne ”give en omgang.” Hvis I arrangerer noget privat, vil vi bede jer om at lægge ud i første omgang og sende regningen til kassereren, som så refunderer beløbet. Kontakt gerne sekretæren, hvis I planlægger et arrangement, så prøver vi at bevare overblikket.

Vi vil også meget gerne have billeder fra jeres arrangementer, som traditionen tro vil blive redigeret sammen til et indlæg i Ripenserbladet og her på hjemmesiden. Send gerne billeder med navne til webmaster. Bestyrelsen vil på dagen kun være repræsenteret med få personer i Ribe, så vi når næppe rundt til alle på den traditionelle fotosafari, men som sagt, send gerne selv billeder, som vi senere kan glæde os over i Ripenserbladet og på hjemmesiden.

Corona-restriktionerne slider på os alle. Det har været en svær tid, ikke mindst for elever og lærere på Katedralskolen, som har måttet improvisere og ty til utraditionelle løsninger for at få tingene til at hænge sammen. Heldigvis lysner det nu. Vaccinerne er ved at blive rullet ud, og virus slipper langsomt sit tag i os. Vi glæder os til næste år, hvor tingene forhåbentligt er normaliseret, men jeg tror, at der trods alt også kan komme en god dag ud af det i år.

God jubilæumsfest til jer alle, hvad enten I fejrer det sammen eller hver for sig. Vi tænker på jer.

Venlig hilsen

Hans Jørn Kolmos

formand

 

 

 

Mindeord fra Ribe Katedralskole: Hanne Skalborg Jensen 1957-2021

”Nå, nu vil jeg over og øve mig”. Det var en sætning Hanne ofte afsluttede hyggesnakken i sofaen på lærerværelset med, når hun, et par minutter før det ringede ind, begav sig over til biologi- eller kemilaboratoriet for at lave eksperimentelt arbejde med sine elever. Den sætning skal vi ikke høre mere – Hanne døde omgivet af sine kære d. 20. april 2021 af den hudkræftsygdom, hun fik konstateret for et par år siden. Hun gik optimistisk og fagligt interesseret i gang med immunterapibehandling, men desværre kunne sygdommen ikke helbredes.

Hanne var uddannet i biologi fra Aarhus Universitet og supplerede senere med et bifag i kemi. Begge fag stod hendes hjerte nært, og hun var levende interesseret i fagenes udvikling. Efter nogle år på Esbjerg Statsskole blev hun ansat på Ribe Katedralskole i 2006. Det er blevet til mange elever, både på stx og hf, der har nydt godt af hendes engagerede og engagerende undervisning samt hendes empati og ægte interesse i den enkelte elevs trivsel og udvikling. Hanne har også vejledt og været kursusleder for mange pædagogikumkandidater, ligesom hun har været tilsynsførende i en årrække. Hanne ydede desuden en stor arbejdsindsats i EUSO-arbejdet.

Hannes faglige autoritet kombineret med den pædagogiske myndighed, der udsprang af hendes effektive og lidt kontante væsen, aftvang stor respekt blandt elever og kolleger. Hos Hanne var man i trygge hænder. Såvel stærke som mindre stærke elever blev mødt med netop den faglige udfordring, der giver læringslyst. Med sin sikre faglige forankring var Hanne ikke bleg for at gå med i nytænkende projekter sammen med fag fra andre fakulteter. Og der kom altid noget spændende og godt ud af samarbejdet.

Hanne var et ordensmenneske og et ordentligt menneske. Hun holdt orden i laboratoriet og lærte eleverne betydningen af at have ”orden i tingene”. Og hun var et ordentligt menneske, der holdt ord og var pligtopfyldende.

Som ildsjæl førte Hanne hvert forår an i projektet ’vi cykler på arbejde’, som afsluttedes ved sommerfrokosten med et lille muntert tableau, hvor den kollega, der havde fået flest kilometer i benene, fik en passende præmie for indsatsen. Mangen kollega har taget imod tilbuddet om at få del i overproduktionen i Hannes køkkenhave, hvorfra der generøst blev delt ud.

”Nå, nu vil jeg over og øve mig” er sikkert tænkt som et tvetydigt udsagn. Det kan være et lille ordspil på, at eleverne nu skal udføre øvelser i laboratoriet. Det kan også være den fagligt kompetente, der underspiller. Hanne kunne fint have trukket på begge betydninger; men naturligvis med et smil gemt i betoningen. Hannes virke som lærer udsprang af en viden om, at man skal øve sig hver dag. Man skal forberede sig og gøre sig klar til dagens undervisning, der i sig selv igen er en øvelse til den næste dag. Hanne var ikke størknet i sin form. Hun øvede hver dag. På den måde viste hun, at hun var en levende lærer og et levende menneske.

Ribe Katedralskole har mistet en dedikeret lærer og en afholdt kollega, om hvis minde der kun kan stå respekt. Vore tanker går til den efterladte familie.

— Ledelse og kollegaer på Ribe Katedralskole

In memoriam Hanne Skalborg Jensen (1957-2021)

ved Hans Jørn Kolmos, formand for Ripensersamfundet

I Ripensersamfundet erfarer vi med sorg, at Hanne Skalborg Jensen er død efter længere tids sygdom. Hanne var indtil sin død ansat som lektor på Ribe Katedralskole, hvor hun underviste i biologi og kemi.  

Jeg havde gennem årene et fint samarbejde med Hanne, idet hun i flere omgange inviterede mig som ekstern foredragsholder til hendes undervisning i biologi. Her holdt jeg oplæg om biologien bag de store pandemier, der vendte op og ned på menneskers liv, og sammen med klasserne diskuterede vi, om det ville kunne ske igen. I dag kender vi svaret, og jeg synes det sætter Hannes indsats som fremsynet lærer i et fint perspektiv.

Mine tanker går til Hannes familie og til elever og lærere på Katedralskolen, som har mistet en højt værdsat lærer og kollega.

Æret være Hanne Skalborg Jensens minde.