Kære Alle
2025 var et begivenhedsrigt år i Ripensersamfundet. Her ved årsskiftet vil jeg gerne give et kort tilbageblik på nogle af højdepunkterne.
På årsmødet i februar drøftede vi med Ribe Katedralskole, hvordan vi kan udbygge vores samarbejde. Det har længe stået højt på vores ønskeseddel. Vi har i over 100 år fungeret som en traditionel elevforening, der sikrer forbindelsen mellem gamle skolekammerater og deres kontakt tilbage til skolen og byen.
Det kommer bl.a. fint til udtryk i vores traditionsrige jubilarreceptioner på translokationsdagen i juni, sådan som det også skete i år. Det var et rent tilløbsstykke, og sådan skal det naturligvis også være fremover. Tradition krydret med nostalgi er en kerneværdi, som vi fuldt ud vedkender os.
Men vi vil mere end det.
Vi vil også gerne være en moderne fremadskuende forening, som engagerer sig i samfundsdebatten. På den måde bliver vi mere synlige, og vi bliver mere attraktive for især de yngre årgange, så de melder sig ind i foreningen. Det arbejde starter allerede, mens de stadig er elever på Ribe Katedralskole, og bl.a. derfor er samarbejdet med skolen så vigtigt for os. Vi vil også gerne i bredere forstand være med til at støtte op om skolen og dens arbejde.
Ribe Katedralskole er Ripensersamfundets raison d’être.
Det talte vi om på årsmødet, og ud af disse samtaler opstod idéen til at skabe et fælles debatforum, hvor vi kan drøfte aktuelle emner relateret til skolens mange studieretninger, og hvor vi kan øve os i at føre en demokratisk samtale.
Vi kalder det nye initiativ for ”Ribe Symposium” for at signalere, at vi har en ambition om et højt fagligt niveau, samtidig med at vi ønsker at styrke det sociale fællesskab mellem Ribe Katedralskole, dens nuværende elever og Ripensersamfundets medlemmer. Symposiet skal afholdes én gang om året og være en årligt tilbagevendende begivenhed.
Her kom så en gave som sendt ned fra himlen.
Agnes Rise Damkjær, student fra Ribe Katedralskole 1951 og et af Ripensersamfundets ældste og mest trofaste medlemmer, fandt symposie-idéen interessant og besluttede at donere 500.000 kr. til projektet. Agnes så gerne, at det første symposium blev afviklet allerede i år.
Som sagt så gjort.
En hurtigt nedsat arbejdsgruppe fik på rekordtid skabt et program og truffet aftaler med en række prominente oplægsholdere. Den 5. november kunne ”Ribe Symposium 2025” løbe af stablen i en tæt pakket sal på Katedralskolen med deltagelse af 300 elever fra afgangsklasserne og tæt på 100 udefra kommende, heraf hovedparten fra Ripensersamfundet.
Symposiets titel var ”Kina – trussel eller mulighed”. Oplægsholdere var tidligere ambassadør og direktør i Udenrigsministeriet, Friis Arne Petersen, journalist og Kina-kender, Christina Boutrup, og COO i Logitrans A/S, Dorte Pedersen – et rent stjernehold med høj faglighed og karisma. Oplæggene blev efterfulgt af en paneldiskussion med inddragelse af eleverne, som bidrog livligt til diskussionen. Vi afsluttede med en reception, og hele arrangementet fik omfattende dækning i lokalmediet, Ryk Ind.
Det blev en gedigen succes, og hele forløbet viser, at der er et stort potentiale i symposie-idéen. Med Agnes’ donation er symposierne foreløbigt sikret i de næste tre år, men vi vil gerne gøre dem til en bæredygtig tradition, som rækker ud over de tre år.
I brevet, som fulgte med donationen, skrev Agnes: ”Med mottoet: Uddannelse, Fællesskab og Fremtid vil jeg gerne styrke Ripensersamfundet, Katedralskolen og kontakten til Ribe. Slut op om Ripensersamfundet”. De ord vil vi gerne gøre til vores egne. Med Ribe Symposierne kan vi bidrage til at tænde lys i en mørk tid.
Lys i mørket er også, hvad julen handler om. Det fik vi en fin forsmag på, da vi havde ekstraordinær generalforsamling i Ribe den 29. november. Der var julemarked, med lys i gaderne og masser af festglade mennesker, lige til at komme i julestemning af.
På den ekstraordinære generalforsamling fik vi vedtaget en række mindre, men vigtige ændringer af vedtægterne. Dem kan I læse mere om i det kommende februar-nummer af Ripenserbladet.
Glædelig jul og godt nytår til Jer alle. Måske ses vi til generalforsamling og årsmøde i Ribe den 21. marts og til translokation og jubilarreception den 26. juni.
På bestyrelsens vegne
Hans Jørn Kolmos
Formand







