Boganmeldelse

Ulrik Høj Johnsen, Schuyler Jones, Torkil Funder & Taj Khan Kalash (eds): Toward the horizon. Lennart Edelberg and the Danish Hindukush research. Aarhus, Moesgaard Museum, 2021.

Ripensersamfundets formand Hans Jørn Kolmos har anmeldt denne spændende bog:

I det gamle geografilokale på Ribe Katedralskole står et stort hvidt vitrineskab med eksotiske ting, som blev indsamlet af lektor Lennart Edelberg (1915-1981) på hans ekspeditioner til den afghanske provins, Nuristan. Det er manden og ekspeditionerne, som denne bog handler om, og lad det være sagt med det samme: det er en utroligt spændende bog.

Læs anmeldelsen her.

Adgangen til ældre numre af Ripenserbladet begrænses til medlemmer

Ripenserbladet indeholder personoplysninger i form af lister over adresseændringer hos medlemmerne, oplysning om nye medlemmer, dødsfald, samt lister over jubilarer.

I henhold til lovgivningen om persondata, specielt persondataforordningen (GDPR), må sådanne oplysninger ikke videregives til andre end Ripensersamfundets medlemmer uden samtykke fra hver enkelt.

Da dette i sagens natur er en næsten umulig opgave, har bestyrelsen besluttet, at alle tidligere numre af Ripenserbladet på hjemmesiden indtil videre alene er tilgængelig for foreningens medlemmer. Der er formentlig en aldersfrist på, hvornår man må offentliggøre personoplysninger, og når en afklaring heraf er på plads, vil de ældste numre af bladet muligvis igen blive gjort tilgængelige for offentliggheden.

Medlemmer af Ripensersamfundet kan få tilsendt link til bladene ved at sende en mail til webmaster@ripensersamfundet.dk.

Jule- og nytårshilsen fra Ripensersamfundets bestyrelse

Julestemning i Ribe. Foto: Jens Karsten Jørgensen.

 

Kære Alle

Det har været et lidt turbulent år for os alle med corona op- og nedture. Vi lagde ud midt i nedlukningstiden med at holde generalforsamling over zoom, og vi måtte undvære årsmødet og Holger K. Nielsens med spænding imødesete foredrag og det efterfølgende sociale samvær på Vartov. Vi måtte også undvære jubilarreceptionen i sommer i forbindelse med translokationen på Katedralskolen, som blev holdt i to omgange. Til gengæld blev der festet godt igennem på Ribes mange beværtninger af de jubilarårgange, der trods restriktioner alligevel valgte at mødes ude i byen. Vi fik også en fin rundvisning på skolen efter de to translokationer. Begivenhederne blev dækket af bestyrelsens travle reportere og er overdådigt illustreret i det seneste nummer af Ripenserbladet og her på hjemmesiden. Tag bladet frem igen her i julen og glæd Jer over de festlige og sommerlyse billeder fra Ribe. Det varmer i en kold tid med corona.

For vi er jo desværre fortsat alvorligt udfordret af pandemien, ikke mindst den nye meget smitsomme omikron-variant, som har vendt op og ned på smittesituationen de seneste uger. Det kan godt se lidt dystert ud lige nu med de høje smittetal, men der er trods alt også lys i mørket. De fleste er nu vaccineret, det er den store forskel i forhold til sidste år. Vaccinerne beskytter måske ikke helt så godt mod smitte som forudset, men de ser heldigvis ud til at yde god beskyttelse mod alvorlig sygdom, og det er jo i virkeligheden det afgørende.

Resten må vi så klare med fornuftig social adfærd og god hygiejne. Det har vi prøvet før, så mon ikke det også går i denne jul, og mon ikke det også bringer os igennem den forestående vinter. Vi er naturligvis alle godt ”coronatrætte”, og vi spørger os selv, om det ikke snart går over. Det opløftende svar er, at det går over. Det knap så opløftende er, at vi ikke ved præcist hvornår, og om vi får ekstra udfordringer undervejs. Det må tiden vise.

Når alt det er sagt, er der faktisk også noget opløftende ved situationen. Pandemien har for alvor lært os værdien af fællesskaber. Ripensersamfundet er vores fællesskab. En af vores vigtige opgaver er at bringe jubilarårgangene sammen. Det sker gennem jubilarservice, som bringes hvert år i aprilnummeret af Ripenserbladet. På trods af corona lykkedes det også i år, om end i reduceret form. Næste år satser vi på at være tilbage i fuldt omfang. Det tror vi på, og det ser vi alle frem til.

Julen er et andet fællesskab, som vi alle sætter stor pris på. Der er begrænsninger, bl.a. må vi undvære kulturinstitutionerne, men kernen i julen er heldigvis intakt. Familierne kan samles og kirkerne er åbne. Det bliver nok en lidt stille jul, men det er der også kvaliteter i. Radio og TV bringer koncerter og film, og naturen ligger åben derude til nogle gode lange ture, hvor vi kan gå og glæde os over, at dagene nu igen bliver længere.

Rigtig glædelig jul og godt nytår til Jer alle.

På bestyrelsens vegne

Hans Jørn Kolmos

Formand

Holger K. Nielsen: “Det var det værd”

Holger K. Nielsen, S.69, tidligere udenrigs- og skatteminister og tidligere formand for SF, holder oplæg på Ripensersamfundets årsmøde den 26. februar 2022. 

Han er aktuel med sin seneste bog “Det var det værd”, som udkom i september.

Povl Dons Christensen, S.65, har samlet nogle af anmeldelserne. Uddrag heraf kan læses her sammen med Povls egne kommentarer.

NOVEMBERNUMMERET AF RIPENSERBLADET ER UDKOMMET

Lige nu er det nye nummer af Ripenserbladet på vej ud til medlemmerne. Du kan læse mere her om, hvad det nye nummer indeholder, herunder masser af billeder fra årets translokation og jubilararrangementer. 

Som sædvanligt er det kun to år gamle blade, der er frit tilgængelige her på hjemmesiden. For at se bladene fra de seneste to år, skal man være medlem af Ripensersamfundet. Et link til bladene er sendt ud med den seneste nyhedsmail, men kan også fås ved at sende en mail til webmaster@ripensersamfundet.dk

Formandens tale til jubilarerne 2021

Ripensersamfundets formand, Hans Jørn Kolmos, holder i denne video en tale til årets jubilarer. I videoen giver han bl. a. en lille gave fra Ripensersamfundet til de  jubilarer der fejrer deres jubilæum i Ribe. Gaven er et plaster på såret for de aflyste arrangementer på skolen. Gaven gælder også sidste års jubilarer, som fejrer deres jubilæum i år.