Af Knud William Kastrup, tidligere formand for Ripensersamfundet
Carl Rise Damkjær, cand.polyt. og HD, var født 26.6.1932 og afgik ved døden 1.5.2022, 89 år gammel.
Carl Rise Damkjær (Carl) blev matematisk student i 1951 og blev gift med sin studenterkammerat, tandlæge Agnes Rise Damkjær.
Begge tog de aktivt del i Ripensersamfundets aktiviteter og deltog begge i Ripensersamfundets generalforsamling 26. februar 2022.
Carls betydning for Ripensersamfundets udvikling kan ikke overvurderes.
Sammen med Ejvind Veisig var han ansvarlig for Ripensersamfundets organisatoriske udvikling i en lang årrække og skabte den struktur, som i dag danner grundlag for foreningens og Ripenserbladets funktion.
Ved 100 års jubilæumsfesten blev Carl og Ejvind udnævnt til æresmedlemmer af Ripensersamfundet og dermed hædret for deres indsats for genrejsning af Ripensersamfundet
Sammen med Ejvind beskrev Carl i Ripensersamfundets Jubilæumsskrift (2012) i detaljer den omfattende indsats, under overskriften ”Ripenser-Samfundets renæssance”, hvortil henvises. Her skal kun omtales nogle hovedpunkter i deres indsats.
Carl var bestyrelsesmedlem i Ripensersamfundet i en årrække fra 1961-1967 og fra 1973- 1984. Han var i en periode kasserer og yderligere medlem af repræsentantskabet 1967- 1973. I alt blev det til 23 år i foreningens tjeneste.
Efter at Ripensersamfundet på det nærmeste blev opløst i 1937, hengik der omkring ti år inden der blev gjort forsøg på at genoplive foreningen. Især Rektor Johannes Jørgensen gjorde en betydelig indsats med opfordringer til at slutte op om foreningen. Nogen egentlig organisationsstruktur eksisterede ikke og antallet af medlemmer var yderst beskedent. De forskellige indsatser for at øge dette bar kun ringe frugt.
I 1961 deltog Carl og Ejvind i Ripensersamfundets generalforsamling som menige medlemmer. Carl fremlagde et forslag til vedtægtsændringer og oprettelse af et repræsentantskab med repræsentanter fra de forskellige årgange. Carl blev indvalgt i bestyrelsen, og herefter gik det stærkt takket være hans kolossale indsats. Hans organisatoriske uddannelse og engagement fornægtede sig ikke i udarbejdelsen af arbejdsbeskrivelser og rapporteringer. Han var inde over alle områder, regnskaber, aktivgruppen, arrangementsudvalget og legatudvalget. Han styrede foreningen som en grå eminence og beklædte som sådan aldrig formandsposten. Personer som varetog diverse særområder var næppe i tvivl om, hvad der forventedes af dem.
Indsatsen bar frugt. Der blev arrangeret fester både i København og Ribe og Ripenserbladets layout og indhold blev moderniseret med billeder og i forbindelse med udsendelse af jubilarservice blev den første jubilarreception afholdt i 1977 og har eksisteret siden. Medlemsantallet steg fra omkring 100 medlemmer i 1955-56 til 1400 medlemmer i 1983 da Carl trådte tilbage. Foreningen stod nu som en robust struktur med faste retningslinjer for afvikling af diverse aktiviteter, regnskabsaflæggelse, vedtægter og arrangementer etc., som er gældende i dag.
Selvom Cart trak sig tilbage fra bestyrelsen viste han og Agnes en aldrig svigtende interesse for foreningen og dens trivsel. Medlemmer som bestred kassererposten kunne ved generalforsamlingen imødese kritiske bemærkninger dog altid ledsaget af konstruktive bemærkninger.
Ved translokationen og jubilarreceptionen var Agnes og Carl trofaste gæster. Alt afspejlede at Carl så på foreningen som sit hjertebarn, bakket op af Agnes.
Carls deltagelse i generalforsamlingen i februar, kort før sin bortgang, afspejlede dette.
Æret være hans minde!