Årets jubilarreception aflyst

Kære alle

Corona-pandemien holder os fortsat i et jerngreb. Forsamlingsloftet betyder, at vi desværre også i år må aflyse vores traditionelle jubilarreception i forbindelse med translokationen på Ribe Katedralskole den 25. juni. Det er ganske enkelt ikke fysisk muligt at afholde et arrangement med 500-1000 deltagere under de nuværende forhold. Selve translokationen vil formentlig blive afviklet i to omgange i skolegården. Hver dimittend må invitere op til tre pårørende, hvilket fylder alle pladser op.

Ripensersamfundets deltagelse i selve translokationen vil bestå i formandens tale til dimittenderne og uddeling af foreningens legater. Som noget ekstra vil vi i år uddele to Corona-legater oven i Dimittendlegatet og 100 års Jubilæumslegatet, som anerkendelse til to elever, der har ydet en ekstra social indsats i den svære tid med alle de mange restriktioner. 

I bestyrelsen er vi naturligvis kede af, at vi også i år bliver nødt til at aflyse jubilarreceptionen og jeres deltagelse i translokationen. Det er årets højdepunkt for Ripensersamfundet, men årets studenter har trods alt første prioritet. Vi bakker derfor uden forbehold op om beslutningen og glæder os med skolen over, at det trods alt bliver muligt at gennemføre en festlig translokation for årets dimittender, om end i en noget ændret udgave.

Det betyder ikke, at årets jubilarer ikke kan komme til Ribe og markere dagen. Tværtimod, vi tror godt der kan komme en god dag ud af det, hvis vi gør det på en lidt anden måde, end vi plejer. Vi har lavet en rundringning til Ribes mange restauranter og kan se, at flere jubilarårgange allerede har booket arrangementer. Det er fint, og vi kan kun opfordre andre til også at mødes og fejre jubilæet. Det behøver ikke nødvendigvis at være på en restaurant, men kan jo også ske ved et privat arrangement.

Det kan godt blive rigtig festligt, selvom I kommer til at mangle starten på skolen. For at bidrage til stemningen vil bestyrelsen, hvor I har bestilt bord, gerne ”give en omgang.” Hvis I arrangerer noget privat, vil vi bede jer om at lægge ud i første omgang og sende regningen til kassereren, som så refunderer beløbet. Kontakt gerne sekretæren, hvis I planlægger et arrangement, så prøver vi at bevare overblikket.

Vi vil også meget gerne have billeder fra jeres arrangementer, som traditionen tro vil blive redigeret sammen til et indlæg i Ripenserbladet og her på hjemmesiden. Send gerne billeder med navne til webmaster. Bestyrelsen vil på dagen kun være repræsenteret med få personer i Ribe, så vi når næppe rundt til alle på den traditionelle fotosafari, men som sagt, send gerne selv billeder, som vi senere kan glæde os over i Ripenserbladet og på hjemmesiden.

Corona-restriktionerne slider på os alle. Det har været en svær tid, ikke mindst for elever og lærere på Katedralskolen, som har måttet improvisere og ty til utraditionelle løsninger for at få tingene til at hænge sammen. Heldigvis lysner det nu. Vaccinerne er ved at blive rullet ud, og virus slipper langsomt sit tag i os. Vi glæder os til næste år, hvor tingene forhåbentligt er normaliseret, men jeg tror, at der trods alt også kan komme en god dag ud af det i år.

God jubilæumsfest til jer alle, hvad enten I fejrer det sammen eller hver for sig. Vi tænker på jer.

Venlig hilsen

Hans Jørn Kolmos

formand

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *