I forlængelse af Ripenserbladets jubilarservice (aprilnummeret 2025) er der på denne side forskellig information til gavn for årets jubilarer.
På nuværende tidspunkt har de fleste, der vil fejre jubilæum i Ribe nok allerede fået deres arrangementer på plads, men vi vil alligevel bringe de praktiske oplysninger, som vi bragte sidste år.
I Ripenserbladets jubilarservice er der kun fortegnelse over de jubilarer, der er medlemmer af Ripensersamfundet. Det er naturligvis en begrænsning. Vi ville også gerne bringe navne og adresser på de mange i jubilarårgangene, som ikke er medlemmer af Ripensersamfundet, men det må vi ikke på grund af EUs persondataforordning (GDPR).
Ifølge GDPR reglerne må vi som forening ikke offentliggøre navne og adresser på ikke-medlemmer uden samtykke fra hver enkelt. Det retter vi os naturligvis efter, og det vil herudover være en helt uoverkommelig opgave for bestyrelsen alene af den grund, at vi ikke har oplysninger om ikke-medlemmers adresse, telefonnummer eller e-mailadresse.
På den anden side støtter vi som forening varmt op om, at så mange som muligt kommer til jubilartræf i Ribe. Løsningen vil være, at det er jubilarårgangen selv, som foretager navne- og adresseopsporingen, enten via en person eller personkreds, som allerede er medlemmer af Ripensersamfundet, eller via et ikke-medlem, som melder sig ind i foreningen og får adgang til Ripenserbladets jubilarservice i bladets aprilnummer. Privatpersoner må gerne foretage navne- og adresseopsporing.
Til hjælp for dette arbejde stiller vi fra Ripensersamfundet følgende hjælpemidler til rådighed:
- Navne- og adresselisten over medlemmer på den konkrete jubilarårgang, som fremgår af Ripenserbladets aprilnummer, og som man får adgang til ved at melde sig ind i foreningen.
- Det seneste nummer af Ripenserbladets jubilarservice, hvor medlemmer såvel som ikke-medlemmer på de relevante jubilarårgange er anført (før GDPR reglerne trådte i kraft). For jubilarer i 2025 er det bladet fra april 2010.
Vi glæder os til at se så mange af jer som muligt til translokation og jubilarreception i Ribe 27. juni 2025.


Velkommen til Ribe 27. juni 2025
Translokationen
Translokationen finder sted kl. 10:00-ca. 12:00 i skolegården. I tilfælde af regn flyttes den dog til Domkirken. Vi vil lægge et opslag på forsiden af hjemmesiden og i Facebookgruppen ‘Ripensersamfundet om morgenen den 27. med oplysning om, hvor den holdes.
Program m.v. for translokationen kan ses på skolens hjemmeside. Omtalen står nederst på siden.
Vi har mulighed for til translokationen at reservere plads på de forreste rækker til de allerældste årgange, dvs. fra og med 65-års jubilarer med eventuelle ledsagere (dimittender fra 1960 og tidligere).
Ønske om reservationer skal senest den 20. juni aftales med redaktøren af Ripenserbladet, Niels Korsgaard, enten på mail eller på tlf. 2443 4999.

Receptionen
Ripensersamfundet glæder sig til at byde alle jubilarer, nuværende og tidligere ansatte på skolen, samt årets dimittender, velkommen til den traditionsrige reception efter translokationen (fra kl. ca. 12) i Salen.
Vi vil gøre vores til, at arrangementet bliver så festligt som muligt. Der vil blive serveret små sandwiches (snitter), øl, vin og vand.
Salen og førstesalen kan rumme alle til receptionen, men der er ikke borde og stole til alle. Vi har en reservationsordning for de ældste årgange, dvs. fra og med 50-års jubilarerne (dimittender fra 1975 og tidligere).
Ønske om reservationer skal senest den 20. juni sendes til Niels Korsgaard enten på mail eller på tlf. 2443 4999.
Rundvisning på skolen
I lighed med sidste år er der mulighed for at deltage i en rundvisning på skolen.
Rundvisningen finder sted kl. 13:00 og mødestedet er ved hoveddøren. Tilmelding ikke nødvendig.
Billeder
Vi tager i størst muligt omfang billeder til Ripenserbladet fra translokationen, receptionen og de private jubilararrangementer, vi får kendskab til. Vi vil derfor meget gerne have oplysninger om, hvor I afholder dem. Send en mail til sekretæren, Elisabeth Sydenham.
Tager I selv billeder, vil vi meget gerne bringe et udvalg her på hjemmesiden og senere i Ripenserbladet. I er velkomne til at sende billederne pr. mail til redaktoer@ripensersamfundet.dk med oplysning om sted og hvem, der er på billederne (fulde navn og klasse). Alternativt kan I lægge dem op på fx Google Foto og sende os et link.
Parkering i Ribe
Man skal være opmærksom på parkeringsreglerne i Ribe. Nærmere oplysninger kan findes her på kort over RIbe.

Offentlig transport til Ribe
Kommer man fra København og vil ankomme samme dag for at deltage i translokationen, er den mest hensigtsmæssige rejserute afgang med tog fra København H kl. 6:32 med ankomst kl. 9:47 med skift i Bramming. Fra Aarhus er der afgang med tog kl. 6:45 og ankomst kl. 9:30 med skift i Bramming. Fra andre steder i landet og andre tidspunkter henvises til https://www.rejseplanen.dk.

Overnatning og spisesteder i Ribe
Hvis ikke du allerede har bestilt eventuel overnatning og fundet et godt spisested, så er der en fin oversigt her: Spisesteder og overnatning ved Vadehavskysten
Adresselister
Du må meget gerne opfordre de af jeres årgangs-/klassekammerater, der ikke er medlemmer af Ripensersamfundet, til at melde sig ind i foreningen, så vi fremover kan servicere jubilarerne med endnu flere navne og adresser på gamle kammerater. Indmelding kan ske her på hjemmesiden.