Lauridsens legat

Direktør, cand. pharm. Niels Peder Lauridsen og hustru Johanne Margrethe Lauridsen, f. Rübner-Wissings legat for studenter fra Ribe Katedralskole

Niels Peder Lauridsen var født i Gørding i 1884. Han bestod i 1901 IV klasses hovedeksamen, svarende til den senere indførte realeksamen. Efter discipeltid i Kerteminde tog han afgangseksamen fra Farmaceutisk Læreanstalt. Efter et ophold i Schweiz blev han ansat på Chr. Hansens Laboratorium, en stor international virksomhed med mange datterselskaber blandt andet i Reading, England, hvortil han flyttede som nygift i 1918. Her blev han bestyrer af selskabets fabrik, som fremstillede mejeriprodukter ved anvendelse af osteløbe.
Virksomheden blomstrede takket være hans indsats. Byen lå ikke langt fra London ved Themsen, og ægteparret boede i en villa med en stor og smuk have, som var fruens domæne. Under krigen arbejdede fru Lauridsen som frivillig sygeplejerske.

Efter krigens ophør trak ægteparret sig tilbage til Danmark. Der var ingen efterkommere. I ægteparrets navne stiftedes et legat til "fattige, men flittige studenter fra Ribe Katedralskole til videregående boglig uddannelse".  Ifølge fundatsen har de ansøgere fortrinsret, som er beslægtet med Niels Peder Lauridsen, eller som stammer fra Gørding.

Niels Peder Lauridsen døde i 1948, hans hustru i 1969.

Legatbestyrelsen består af Rektor, Katedralskolens bestyrelsesformand, en repræsentant for lærerkollegiet samt Ripensersamfundets formand

Ansøgningsfristen er hvert år den 15. november.
Ansøgningsskema kan hentes og udprintes fra Ribe Katedralskoles hjemmeside her.