Translokation og Jubilarreception 29. juni 2012

Dagen begyndte med skyer og nogle regnbyger. Rektor Karsdal troede dog endnu engang på vejrudsigten fra Skrydstrup. Pedellerne var derfor næsten færdige med at stille stole op i gården da bestyrelsen ankom lidt før kl. 9. Solen var lovet i glimt hen mod kl. 10, og den var der, så rektor kunne i sin velkomst til den store forsamling ønske os alle en god festdag.


Translokation

Det blev en flot dag for de 165 studenter og de 49 hf-studenter, som kunne dimitteres fra skolen.

Efter kantate, talerne, uddeling af eksamensbeviser og legater sang vi alle til sidst: "Hvor smiler fager".

Det ser ud som beskrivelsen af en helt sædvanlig translokation, og det var den for så vidt også.

Men for de mange fremmødte jubilarer var der tale om en fornyelse. Det var Kantaten! Fornyelsen kom allerede i 2010, hvor Ribes "stadskomponist" Bo Gunge havde lavet nye, mere rytmiske arrangementer til de fleste af de velkendte sange.

Kantaten
Translokationen adskilte sig på endnu et punkt fra de tidligere års. Det er jo i år 100 året for Ripensersamfundets stiftelse. Det blev markeret af vor nye formand, Povl Dons Christensens uddeling af det vanlige dimittendlegat, i år på i alt 7.500 kr. samt uddeling af to jubilæumslegater på hver 5.000 kr.

RS legatuddeling

Jubilarreceptionen var igen i år et tilløbsstykke. Vi skønner at mindst 500 har deltaget og der var igen travlt ved fadølshanerne. Vin, vand og snitter slog til og alle hyggede sig i de nye omgivelser.

Jubilareception
Der var i år fire 70 års realister fra 1942. Herudover var næsten alle jubilar-årgange repræsenteret.

Jubilarreceptionen er Ripensersamfundets hovedaktivitet og bestyrelsen vil gøre alt for, at det skal blive en god oplevelse. Det er blandt andet et stort arbejde at samle adresseoplysningerne ind, så hvis vi skal kunne blive ved i de kommende år er det vigtigt at få flere medlemmer fra de yngre årgange.

Derfor skub på jeres holdkammerater, I "retfærdige" af de yngre årgange!!

Ripenserbladet bragte i oktobernummeret 2012 et fyldigere materiale. Her blev også de forskellige taler mv. gengivet. Billeder kan også se i vores fotogalleri her.

Bestyrelsen takker for godt samvirke med skolen og alle deltagere.